lørdag den 26. maj 2012

Diskrimination og marginalisering


Diskrimination og marginalisering
Af Karsten A. Krabbe

De af Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland foreslåede tiltag i Helhedsplanen for Ringparken i Roskilde er efter min opfattelse ensidigt rettet mod ældre, enlige og personer på overførselsindkomst.

Ringparken i Roskilde er karakteriseret af en beboersammensætning, hvori indgår mange ældre, mange enlige og mange personer på overførselsindkomst (kontanthjælp og dagpenge).

I den fremlagte helhedsplan indgår følgende elementer:
a) Der skal nedlægges 100 2-værelseslejligheder ud af i alt 236.
b) De nedlagte lejligheder skal til gengæld lægges sammen.
c) De foreslåede renoveringer medfører meget kraftige huslejestigninger.

Ad a) De 2V-lejlighederne beboes typisk af enlige. Beboerne er typisk ældre over 50 -60 år, som er udenfor arbejdsmarkedet - ledige på dagpenge, kontanthjælp eller pensionister. Beboerne har desuden ofte boet mange år i Ringparken,

Helhedsplanen indebærer således, at mange beboere mister deres faste holdepunkt i et område de kender godt og med mange sociale kontakter. Derfor er frygten for at miste deres lejligheder og den velkendte dagligdag!

Mange beboere ønsker KUN at blive boende i deres nuværende lejlighed. Generelt er opfattelsen tillige, at de, der bor i de nedlagte lejligheder ønsker at blive boende i Ringparken.

Nedlæggelsen af lejligheder rammer således ensidigt nogle af Ringparkens svageste beboere: Ældre og svagelige samt andre, der har svært ved at klare sig selv. Til gengæld har kun meget få af disse beboere mulighed for at komme ind under ældrepleje eller andre ordninger.

Ad b) Ingen af de ramte beboere vil sandsynligvis på nogen måde kunne betale for en sammenlagt lejlighed på omkring 90 kvm. Disse beboere har heller ikke noget behov for en sådan stor lejlighed.

Ad c) Der er varslet lejeforhøjelser af ukendt størrelse. På et tidspunkt er der nævnt en huslejestigning på 30%, men dette er senere "trukket tilbage". - Nu tales der om huslejestigninger på 45% og 65%, hvis ikke beboerne stemmer JA til den foreslåede helhedsplan.

Under alle omstændigheder vil kraftige huslejestigninger indebære økonomisk ruin for mange beboere. Boligselskabet forsvarer sig med, at så stiger boligsikringen jo. Men dette argument holder jo slet ikke: Hvis der er en huslejestigning på f.eks. 700 kr (=30% af huslejen for en 2V-lejlighed), stiger boligsikringen kun med 100 kr!

Selv for de beboere som ikke bliver ramt af de foreslåede sammenlægninger vil det medføre voldsomme økonomiske problemer. For et ægtepar, som er folkepensionister og som netop er flyttet til Ringparken indenfor de senere år, fordi huslejen er relativ lav, vil det også medføre alvorlige problemer.

Ringparken er beliggende 10-15 minutters gang fra Roskilde Station. Det er en bebyggelse fra starten af 1950'erne. Huslejen er relativ lav i forhold til nyopførte og nyere lejligheder i Roskilde.

Men det kan de nuværende beboere jo ikke bruge til noget! Vi har jo troligt betalt de huslejestigninger, der er kommet i årenes løb.

Nu er Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland ved at påtvinge en "helhedsplan", som først og fremmest tjener kommunes ønsker med hensyn til det kommunale prestigeprojekt: Musicon, som i stadig stigende grad er fjernstyret af Roskilde Festivallen. Fornylig er Roskilde Højskole pludselig blevet til Roskilde Festival-højskole, hvor Roskildes borgmester Joy Mogensen sidder i skolekredsen. Nabo til Ringparken og Musicon er Roskilde Festivallens domicil, som indenfor en årrække skal udbygges med en kæmpe-betonklods!

De mest radikale elementer i helhedsplanen synes således at være de »ønsker« som Musicon og Roskilde Festivallen har til deres fælles prestigeprojekt.

Her kan nævnes:
I. Der skal bygges ekstra etager på den del af Ringparken, der hedder Sønder Ringvej. Nabo til Musicon og Roskilde Festivallens domicil.
II. Der skal opføres ældre- og handicapboliger på Sdr. Ringvej med elevatorer. Desuden skal der opsættes udvendige pyntealtaner for at opnå de flotte effekter, som er udtænkt ved arkitektens skrivebord.
III. Endelig skal der opføres "penthouse-lejligheder" øverst på Sønder Ringvej, hvor ingen af Ringparkens nuværende beboere nogensinde vil få råd til at bo.
IV. Til sidst bør det nævnes, at Roskilde tilsyneladende er ved at ombygge en cykel-/gangsti til en bred vej, som fører direkte ud i Rabalderstræde, hovedgaden i Musicon. Samtidig skal de garager i Ringvejen som står i vejen, rives ned.
V. Dertil kommer diverse andre forandringer, f.eks. solfangere på tagene (til at producere strøm) samt regnvandsbeholdere. Begge dele er tiltag, der er overtaget fra Musicons nye skaterbane på Musicon!

Alt i alt sker der en kraftig favorisering af Musicon og Roskilde Festivallen: Bygninger, vejføringer osv.

Jeg synes det er diskriminerende, at Ringparkens beboere skal tvinges bort fra deres billige lejligheder, som har været deres faste holdepunkt i deres sociale liv i årevis!

Det er ingen tilfældighed, at de er Ringparkens svageste beboere, der rammes af denne helhedsplan. Boligselskabet og kommune har sammen fremlagt en helhedsplan, som i mange tilfælde slet ikke har været besluttet af beboerne.

Der har været afholdt et antal dialogmøder i bebyggelsen. Men »dialog« kan man slet ikke tale om. Vi beboere har mange gange forsøgt at få indflydelse på indholdet af helhedsplanen. Men vores berettigede kritik bliver slet ikke hørt!

Tværtimod tromler Boligselskabet de oprindelige planer igennem uden at rette så meget som et komma. Når vi så henvender os til boligselskabet eller kommunen får vi enten slet ikke noget svar eller får "en sludder for en sladder".

Der er en påfaldende mangel på tal og oversigter om helhedsplanen. Vi bliver truet til at stemme ja til helhedsplanen, selv om alle de nøgletal, forløbsbeskrivelser og oversigter, som er nødvendige for at vurdere en så omfattende plan.

Jeg mener, det er groft diskriminerende at Ringparkens svageste beboere på denne måde skal kastes ud i økonomisk ruin på grundlag af nogle helt andre interesser end beboernes!

Der falder en meget sort skygge ind over Ringparken. Og det er Roskilde Kommune, Musicon og Roskilde Festivallen, der kaster denne skygge!

Med venlig hilsen
Karsten A. Krabbe
Ringparken 18 st tv
4000 Roskilde
Mail: kkrabbe@dk-finder.dk



fredag den 25. maj 2012

Svar fra Jan René Petersen. 25.05 på anmodning om urafstemning om Helhedsplanen


Svar fra Jan René Petersen. 25. maj på min anmodning om urafstemning om Helhedsplanen:

»Kære Karsten Krabbe


På det møde der holdes 6. juni er der er tale om en afstemning om en helhedsplan skal sættes i gang med dermed mulighed for støtte til nogle af det bydende renoveringsbehov Ringparken har. Vælger man at sige nej, stopper man ikke en renovering af Ringparken. Afdelingen trænger og uanset hvad afstemningen bliver den 6/6, vil huslejen stige ikke mindst grunder huslejen gennem mange år har været holdt nede.


Dit forslag kan fremsættes på mødet og her henviser jeg til selskabets vedtægter, som jeg ikke detaljeret husker nu.
  
Med venlig hilsen
Jan René Petersen
Formand for selskabsbestyrelsen«

Her er de vedtægter, som formanden ikke kunne huske:
§18 stk 4:
»Stk. 4.Medfører et arbejde eller en aktivitet en lejeforhøjelse, der overstiger 15 pct. af den gældende årsleje, skal godkendelse ske ved urafstemning blandt afdelingens boliglejere, hvis mindst 25 pct. af afdelingsmødets stemmeberettigede deltagere fremsætter krav herom.«


Vedtægterne kan du finder her: Vedtægter for Boligselskabet Sjælland (pdf-dokument)

torsdag den 24. maj 2012

onsdag den 23. maj 2012

Konen med kasketterne

Konen med kasketterne
Læserbrev af Karsten A. Krabbe i Roskilde Avis



Det kan godt være, at Roskildes borgmester Joy Mogensen mener, at hun/kommunen er fuldkommen frikendt for alle anklager.


Jeg synes nu, at der sker en mærkelig og helt urimelig sammenblanding af Roskilde Festivallen, Musicon og kommunens interesser.


Musicon er et spændende projekt med mange gode muligheder for kreative aktiviteter. Men Musicon er jo i vid udstrækning blevet synonymt med Roskilde Festivallen.


Det er jo påfaldende, at borgmesteren sidder i skolekredsen for Roskilde Festivalhøjskole og dermed skal tage stilling til hele tre konfliktende 'instanser': Festivallen, Musicon som kommercielt projekt og Roskilde Kommune.


Forstå mig ret: Der er intet i vejen med at sidde i skolekredsen for festivalhøjskolen! Men som borgmester er man da i alle henseender inhabil i forhold til alle beslutninger vedr. Musicon, området omkring Musicon osv.


Netop nu - hvor Roskilde Kommune sammen med Boligselskabet Sjælland er ved at trække en "helhedsplan" ned over Ringparken, som på flere punkter slet ikke er i beboernes interesse!


Denne hule helhedsplan er mest vidtgående mht. Sønder Ringvej-delen af Ringparken:
• Netop Sønder Ringvej skal forsynes med ekstra etager.
• På toppen skal der bygges "penthouse"-lejligheder, som ingen af de nuværende beboere vil have råd til at bo i.
 - Er det de toplønnede ansatte fra Roskilde Festivallen og Musicons aktører, der skal bo i disse lejligheder?
• Ældreboliger og handicapboliger med elevatorer skal der opføres på Sønder Ringvej.
 - Det rimer jo dårligt med, at kommunen vil sælge et plejehjem i centrum og bygger et kæmpestort plejecenter i Trekroner.
• Solfangere på tagene og regnvandsbeholdere. - I hvis interesse er det? Roskilde Forsyning (= SEAS/NVE) er jo allerede partner i forbindelse med skaterparken. Skal dette "samarbejde" udstrækkes til Ringparken?
• Og så er der den mærkelige vej/sti/lyskryds, som angiveligt vil betyde, at garagerne ved Beboerhuset på Sdr. Ringvej skal eksproprieres.
 - Det besynderlige er, at vi beboere ikke kan få at vide, hvad der er i gang med hensyn til stien! Der opsættes nye smarte lygtepæle. Og de skal alle sammen stå på samme side og i forlængelse med de der allerede er opsat langs Rabalderstræde!
 - Det lugter da langt væk af en forlængelse af Eriksvej, så den støder ud i Rabalderstræde. Ingen tror vel for alvor, at kommunen vil ekspropriere garagerne pga. af en cykel/gangsti?


Store dele de elementer som helhedsplanen indeholder kan - efter min bedste overbevisning - KUN forstås, når man kigger fra Musicon og med Roskilde Festivallens øjne.


Hvorfor skal en bebyggelse med under 600 lejemål og med en stor andel af ældre og mindrebemidlede beboere tvinges ind i Musicon-spillet?


Der sker så mange besynderlige ting:
 1. Ringparkens beboere tilbydes haver på Musicon.
Hvorfor? Der er jo rigeligt med plads på Ringparkens område, hvis det skulle være.
 2. Afdelingsbestyrelsen for Ringparken meddeler i et opslag, at der skal opføres multiboldbaner 'nord for Eriksvej' (hvordan det så end skal forstås).


Forholder det sig sådan, at Ringparken vipti-vupti pludselig skal være en integreret del af Musicon, og man "bare" har »glemt« at fortælle os beboere det?


Projekterne omkring Den dynamiske Bymidte og Musicon kan vel ikke bare sammenblandes, fordi det er i kommunens, Musicons og festivallens interesse?


Mig bekendt eksisterer der ikke nogen officiel vedtagelse om et Stor-musicon, som starter ved det gamle skoleslagteri og ender et eller andet sted nede ved Køge?


Jeg kan da bestemt godt se, at disse vilde planer kan være udmærkede i det lange løb. Men jeg kan slet ikke forstå, at de samme vilde planer her og nu i løbet af få år vil enten gøre 100 nuværende beboere husvilde eller - når renoveringen bliver gennemtrumfet uden at beboerne er blevet hørt - at huslejerne stiger så voldsomt, at f.eks. de pensionister, der har boet 60 år i Ringparken, sammen med mange andre beboere ikke har råd til at bo i Ringparken.


Kan det passe, at vi beboere bare skal finde os i at blive tvunget væk fra de lejligheder, som vi har forret til og som vi har råd til at bo i, fordi vi tilfældigvis er naboer til Musicon og Roskilde Festivallen?


Se læserbrevet i Roskilde Avis: Konen med kasketterne

mandag den 21. maj 2012

Demokratiet der blev væk - Roskilde Avis

Demokratiet, der blev væk
Harry Blunck skriver i et læserbrev i Roskilde Avis


Jeg kan ikke beslutte om jeg skal grine eller græde når jeg læser Boligselskabet Sjællands slogan: "Vi lejer den gode service ud", smart tale og forfatteren har sikkert været dyr!


Realiteterne er, i det mindste for lejerne i Ringparken, at BOSJ vil blæse lejerne en hatfuld! En længe ventet Tilstandsrapport kom og viste, ikke overraskende for nogen, at der er områder der kræver opmærksomhed og behandling. Den side er helt o.k. - afdelingens alder taget i betragtning er det fuldt forståeligt, men rapporten viser på ingen måde at der er tale om områder der skriger på opmærksomhed, men hvis BOSJ i det hele taget har taget rapporten alvorligt så er det så meget mere forunderligt at BOSJ som administrator, eller hvad man tidligere i alment byggeri kaldte "forretningsfører", sætter et helt andet arbejde i gang. Under påstanden om at der kræves udarbejdet en totalt omfattende "helhedsplan" for bygninger og områderne, så sætter BOSJ gang i arkitektarbejdet og sætter sig sammen med kommunen for at skabe noget der kan lokke flest mulige midler ud af Landsbyggefonden, under foregivende af at "Helhedsplanen" er eneste mulighed for finansiering derfra. Det er mildt sagt at omgå sandheden letfærdigt, men for at få det til at se godt ud laves en række såkaldte "dialogmøder" som skal tjene som alibi for at man har hørt beboerne!! Deltagere beretter derfra at de rettere skulle hedde "Diktatmøder", idet ubekvemme spørgsmål ikke besvares, men henvises til senere.


Et seriøst forretningsfører selskab havde udarbejdet detaljer om hvad det der omfattes af Tilstandsrapporten ville koste - fornuftigt detaljeret så lejere kan vurdere det, og så hvad koster alternativet "helhedsplanen"? Om man så vil fremkomme med yderligere muligheder, ja det afhænger af forretningsførers seriøsitet, men som tingene står nu, så synes helt andre interesser at spille ind, og herunder kan man ikke overse behovene for at Musicon projektet og Roskilde Festivalen tilgodeses mere end nogle få hundrede lejeres interesser!!!

Jeg er bekendt med flere lejere som har rettet henvendelser til såvel BOSJ - der ikke kan beskyldes for trang til at svare, og til afdelingsbestyrelsen - der skulle repræsentere lejerne, men som absolut har succes med at skjule det. Løfter om svar indenfor kort tid følges ikke op.


Som forklaring på Helhedsplanen der vil betyde at ca. 100 små lejemål, som er ret så efterspurgte (der er ca. 15 års ventetid) nedlægges ved sammenlægning med andre lejemål, spilles den gode plade med melodien fremtidssikring og familieegnet osv. - den plade køres i argumentationen fra BOSJ og kommunen,
men samtidig taler kommunen i andre sammenhænge om behovet for mindre boliger!!! Forståeligt når man tænker på væksten i antal singler osv.


Arkitekten har så også udarbejdet planer for at etablere "samtalekøkken/alrum" i nogle lejemåls hidtidige spisestue og køkkenerne - der overalt i afdelingen blev udskiftet totalt i 1996 - laves så til badeværelse!! Ja, min gamle historielærers ordsprog: "Man tror sågu fanden plager dem!" forekommer velplaceret. Så skal mangeårige lejere realisere/skrotte deres bohave, de der har brugt "råderetten" må se at deres investeringer er tabt - eller har BOSJ en fond til erstatninger for egne ambitioner? Køkkenerne har i øvrigt alle i 2011 fået installeret ny udsugning, til erstatning for de af Roskilde Boligselskab i 1996 ulovligt installerede!


BOSJ har et forfærdeligt kissejaw - godt bakket op af Afdelingsbestyrelsen der er dikkende halehæng . med at få Helhedsplanen klar til afsendelse til Landsbygge-fonden, så der er stipuleret "dialogmøde" den 6.juni for vedtagelse! Der er efter sigende ikke andre end dem der deltager i mødet der træffer den noget ensidige beslutning. Ur-afstemning som er et anvendt instrument for at høre alle er et i BOSJ-regi totalt ukendt begreb.


Det er mildt sagt betænkeligt for de lejere der af forskellige hensyn ikke har kunnet deltage i dialogmøder, som f.eks. af sygdom eller andet er forhindret i at give møde når BOSJ og afdelingsbestyrelsen har bestemt at der skal afgørelse træffes. Fremgangsmåden er dybt, dybt betænkelig og arrangørerne kan ikke beskyldes for at søge demokratiske afgørelser! I sidste ende må så de lejere hvis interesser trædes under fode, se efter fri proces og afprøve fremgangsmåde og ansvar ved domstolene. Det er levende mennesker vi taler om og det kan ikke være rigtigt at der udvises så lidt empati og almen fornemmelse.


Harry Blunck
Ringparken 26 st.tv.
Roskilde.


Læs dette læserbrev i Roskilde Avis: Demokratiet, der blev væk

søndag den 20. maj 2012

Fortællinger i Roskilde Ring


Fortællinger i Roskilde Ring 


Onsdag den 23. maj kan man høre fortællinger fra den danske og tyrkiske kultur i amfiteatret i Roskilde Ring.


Arrangementet starter kl. 18 og varer til kl. 20

Fortællerne Annemarie Krarup og Fatih Tamer fortæller, og børnene fra det tyrkiske kor synger. 


Arrangementet er gratis. 


Medbring selv: Madkurv, drikkevarer og et tæppe el. lign. at sidde på. 


Der tolkes fra dansk til tyrkisk og omvendt. 


Amfiteatret i Roskilde Ring finder I neden for Scandic Hotel på Søndre Ringvej.


DEL DETTE INDLÆG MED DINE VENNER!

Der mangler stadig p-pladser på Køgevej



Susanne Rald skriver følgende i et læserbrev i Roskilde Avis:

Der mangler stadig p-pladser på Køgevej

Jeg læser i Roskilde Avis, at der måske skal bygges en toetagers Burger King på den grund, der ligger på hjørnet af Køgevej, med det grimme grimme hus, som nu i snart jeg ved ikke, hvor lang tid har ligget der, uden der er gjort noget fra Roskilde Kommunes side.
Jeg mener, der kunne ikke bygges en Rema 1000 på grund af, som det er oplyst, manglende parkeringsmuligheder, men jeg mener, er det ikke samme problem med en Burger restaurant som et supermarked.?
Eller er det fordi, som man hører rundt om i byen, det er de handlende i bymidten, der styrer hvilke forretninger, som må åbne i Roskilde. Eller er dette også en udløber af den store satsning der hedder Musicon?
Og for øvrigt mener jeg også at have hørt grunden er godt forurenet. Og Aldi på Sønder Ringvej måtte jo heller ikke udvide på grund at taget der ikke ville passe ind.
Susanne Rald
Ringparken 36 1 th
Roskilde.
Publiceret: 18. Maj 2012 00:12

Læs læserbrevet i Roskilde Avis