tirsdag den 18. januar 2022

Områdekontoret på Københavnsvej flytter til Æblehaven 24. januar | Udg. 18.01.22

 Områdekontoret på Københavnsvej flytter til Æblehaven

Fra den 24. januar 2022 kan du få personlig betjening på det nye områdekontor i Æblehaven, da områdekontoret på Københavnsvej 106B lukker.
Det nye områdekontor ligger i Æblehaven 164, 4000 Roskilde.
Vi har åbent for personlig betjening følgende dage:
 • mandag – onsdag og fredag fra kl. 10 – 12
 • torsdag kl. 8 – 12
Du kan også ringe eller maile til os på:
Telefon: 46 30 34 60, mandag – fredag kl. 8 – 12
Vi står som altid klar til at hjælpe dig med fejl og mangler i boligen, parkeringstilladelser, serviceopgaver mm.
Find vej til os
For at komme til Æblehaven 164 med bil, er det nemmest at køre ind fra Ringstedvej.



søndag den 9. januar 2022

SNdk / Roskilde - Samler ind fra Frederik 9.’s begravelse: – Folk kan have de mest fantastiske ting i gemmerne | 9.01.22

SNdk / Roskilde - Samler ind fra Frederik 9.’s begravelse: – Folk kan have de mest fantastiske ting i gemmerne
Udgivet 9. januar 2022.
Af Lasse Petersen

Indsamling: Frederik 9.’s død i 1972 var en stor begivenhed, og ved at indsamle indtryk og effekter fra dengang vil ROMU forsøge at gå i dybden med befolkningens oplevelse af regentens begravelse.

Roskilde: Med Dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum i 2022 er det samtidig også et halvt århundrede siden, at Frederik 9. ved sørgeoptog blev ført fra København til sin begravelse i Roskilde. I forbindelse med mærkedagen indsamler museumsorganisationen ROMU nu fra borgere beretninger, billeder og andet materiale fra og om begivenheden, så det alt sammen kan blive dokumenteret og gemt for eftertiden.

– Vi håber på at få både beretninger, fotografier og gerne nogle genstande. Men rigtig gerne nogle personlige historier om, hvordan folk oplevede selve begravelsesdagen, og om det betød noget for dem. Tog de pænt tøj på, eller mødtes de med nogle venner og gjorde noget særligt? Fulgte de med i fjernsynet, eller skrev de for eksempel et brev til dronningen? forklarer museumsinspektør Laura Maria Schütz om nogle af tankerne bag indsamlingen.